Kronik til Politiken 2006-05-01
Af Katharina V. L. Nielsen.
Dagens kronikør læser Teatervidenskab og danser hos Bafo do Mundo Sambaskole
Sitrende spændte baller, dundrende trommer og et regnbuehav af fjer, glimmer og glitter. Det er karneval i København! For 25. år i træk byder pinsedagene på løssluppenhed og afklædte kroppe. Men hvordan er det lige, at karneval og kristen højtid hænger sammen?
Surduens dybe slag banker luften gul og blå. Fløjten lyder skingert blandt trommernes buldren og de rystende, vrikkende, hoppende pigenumser bevæger sig hurtigere og hurtigere, mens trommernes tempo stiger til et intenst klimaks. Larmen er øresønderrivende, og bateriaet gynger fra side til side i en konstant hypnotisk bevægelse, mens varmen fra de dansende kroppe gør rummet til ét stort elektrisk spændingsfelt. Det er styrke, det er sex, det er samba!
I pinsen danser over 30 karnevalsgrupper gennem de københavnske gader i et orgie af farver, musik og svedende kroppe, mens næsten hundredetusinde begejstrede tilskuere ser til fra sidelinjen. Det er en folkefest, hvor den lange vinter for alvor rystes af de dansende kroppe, og hvor livsglæden slippes løs i et uendeligt, rytmisk hjerteslag fra de hundredvis af buldrende trommer. Karnevalet associeres ofte med lidenskab, lyst, druk og usømmelig opførsel, og det er ikke svært at forstå, når man ser de afklædte skikkelser, der vrikker over Strøgets brosten. Ej heller når man senere begiver sig til Fælledparken, der er forvandlet til ét stort øl-telt, hvor københavnerne myldrer rundt og smider de nok så danske hæmninger til eksotiske rytmer. Mangt et begærende blik bliver kastet efter de bikini-klædte piger og ud på de sene timer, bliver dansen i teltene heftigere, og kroppene smelter sammen i mørket.
Denne ene gang om året er alt tilladt, og der ses ikke skævt til de folkelige udskejelser. Men hvorfor hænger det københavnske karneval så uløseligt sammen med pinsen?
Det er jo ikke just kirkelige handlinger, der finder sted i byen i pinsedagene. Snarere ville man fra kirkens side fordømme en sådan letsindig og ublu adfærd. Men nu er det faktisk sådan, at det var kirken, der skabte karnevalet!
For mange hundrede år siden begyndte tilhængere af den katolske kirke i Italien at holde en stor fest aftenen før, at faste-perioden gik i gang. Her opstod navnet karneval, der betyder ”uden kød.”
Festerne var støttede af kirken, der dog forsøgte at holde massernes udskejelser i ave. Karnevalet bredte sig derefter til Spanien, Frankrig og resten af de katolske lande i Europa, og da spanierne og portugiserne begyndte at indtage den nye verden, tog de traditionen med sig. Derfor har karnevalet rodfæstet sig kraftigt i de tidligere katolske kolonier som Brasilien, Trinidad og resten af de Caribiske Øer.
Millioner af slaver fra Afrika blev importeret til de nye kolonier, og med sig havde de deres danse, musik og en kultur, som efterfølgende satte sit præg på karnevalet. Bl.a. kommer skikken med at gå i optog rundt i byen, iført farverige kostumer og masker, fra Afrika, hvor man mener, at det bringer held, løser problemer og renser byen for døde sjæle.
Lidt efter lidt transformerede det katolske karneval sig til en gigantisk fest, hvor den afrikanske trommemusik og dans blev dominerende. Således er karnevalet, som vi kender det i dag, gået fra at være en kirkelig til en folkelig fest, der tiltrækker deltagere og tilskuere fra hele verden.
Det mest berømte karneval er velsagtens det, der hvert år i februar finder sted i Rio di Janeiro, hvor over en million mennesker kommer for at danse, feste og se det imponerende sambashow, som de etablerede skoler leverer på Sambadromen.
Karnevalet er således opstået som en sammensmeltning af mange forskellige nationaliteter og kulturer. Det er en enestående mulighed til at fejre alt det, som man har tilfælles, og alt det der gør os forskellige. En mere livsbekræftende begivenhed skal man lede længe efter, og det er måske også derfor, at et koldt skandinavisk land som Danmark har taget traditionen til sig. I alle større byer er der opstået karnevalsgrupper, som benytter enhver lejlighed til at synge, danse og sætte kulør på den til tider grå hverdag. Nogle af grupperne fortolker karnevalet på dansk vis, mens andre lever og ånder for den autentiske brasilianske karnevalsstemning.
Sambaskolen Bafo do Mundo (verdens ånde), som jeg danser i, har huseret på Vesterbro siden det københavnske karnevals fødsel i 1982. Gennem årene har skolen udviklet sig til en kopi af de store sambaskoler i Brasilien og med over 30 musikere, ritmistas, og ligeså mange dansere, passistas, hører gruppen til Københavns absolut største. Hver søndag året rundt forvandles Vesterbro Kulturhus til lille stykke brasiliansk kultur, hvor folk med mange forskellige nationaliteter mødes for at øve musik, dans og lave kostumer til årets begivenhed: karnevalet!
Det københavnske karneval er en fest for alle de medvirkende, og når arrangementet løber af stablen d. 2-4 juni, er det kulminationen på et helt års hårdt arbejde. Men udover sambagrupperne byder karnevalet også på Nordeuropas største verdensmusikfestival i Fælledparken, hvor orkestre med inspiration fra Afrika, Caribien og Mellemøsten udvider københavnernes musiske horisont. Karnevalet er med andre ord en succes, men sådan har det ikke altid været.
Da den første parade gik på gaden i 1982, var der over 200.000 mennesker på gaderne, og hver bydel var repræsenteret ved sin egen sambagruppe. Der var politik og fest på programmet, og de første mange år blev karnevalet set som et oprør mod dagligdagen af både de medvirkende og arrangørerne. Folk fik mulighed for at smide det, der tyngede i hverdagen og iklæde sig en ny og farvestrålende maske. Myndighederne var forvirrede og vidste ikke, hvordan man skulle tackle det nye tiltag. På den ene side anede man oprøret og de politiske budskaber i karnevalet, men på den anden side tiltrak begivenheden turister og dermed penge til byen.
Med tiden forsvandt det politiske islæt, og man stod tilbage med en kæmpe folkefest, hvor de fleste deltagere langsomt forvandledes til tilskuere, og sambagrupperne i højere grad stod for underholdningen. Arrangementet blev efterhånden en lidt for stor succes, og affaldet, glasskårene og voldsepisoderne under karnevalet blev for meget for byens borgere. Sambagrupperne overtog styringen, og de næste år skrumpede antallet af deltagere betydeligt. Det hele forløb fredeligt indtil pinselørdag i 1992.
En af de efterhånden ret almindelige, overfulde svenskere affyrede en nødraket og satte ild til Christiansborg Slotskirke. Det blev næsten enden på det københavnske karneval. I slutningen af 90´erne flyttede festen til Fælledparken og begyndte langsomt at vokse. Sambagrupperne blev mere professionelle, og verdensmusikfestivalen tog sin begyndelse. Derfra gik det hånd i hånd, og i de seneste år har karnevalet igen nået sit oprindelige festlige niveau.
Men tilbage til karneval og kirkelig højtid. For hvor mange er egentlig klar over, hvad det er, man fejrer i Pinsen? Jeg var ikke, men efter at have læst om det, giver hele Pinsekarnevalet mening på sin egen sære måde. Da Jesus var genopstanden efter sin død, tilbragte han 40 dage på jorden sammen med sine disciple. Han forberedte dem på, at han ville forlade dem for at gå til sin fader og forklarede, at hvis ikke han gik bort, ville Helligånden ikke komme til dem. Han for til himmels på det, vi kalder Kristi Himmelfartsdag og 10 dage senere, i pinsen, vendte han tilbage for at være hos sine disciple ”i ånden. Siden den dag, har man kunne komme i kontakt med Jesus, uanset hvor man befinder sig. Det blev muligt at holde gudstjeneste og vide, at Jesus var i kirken, i den forstand at man samledes i hans navn, og man kalder derfor pinsen for ”kirkens fødselsdag.” Man fejrer altså, at Jesus er iblandt os i form af Helligånden.
Når man er til Pinsekarneval i København, er jeg godt klar over, at det måske ikke er Jesus, man har i tankerne. Men hvis man oplever karnevalet, som jeg gør, så fornemmer man tydeligt det fællesskab og den glæde, der opstår, når så mange mennesker er samlet om noget, de holder af. Det kan godt opleves som en form for religiøs sindsstemning, når man danser i timevis til lyden af de dybe, dundrende trommer. Man bliver opløftet, og kroppen tømmes for dårlige tanker og følelser, der erstattes af en kildrende, euforisk livsglæde, der stråler ud i alle dele af ens vinterblege legeme. Man lukker kærligheden og sommeren ind i sit sind, og alle de smilende ansigter der lyser imod én, smelter sammen til en stor lykkelig folkemængde, ét fællesskab. På den måde hænger pinse og karneval godt sammen for mig, for om det er Jesus eller noget andet, der er iblandt os, så føler man det tydeligt.
Der er altså en mening med noget så folkeligt som et pinsekarneval. Også selvom det ville være en synd at påstå, at navnets betydning ”uden kød” stadigvæk er gældende. For når trommerne buldrer, hofterne roterer og karnevalet bruser i blodet, bliver Strøget forvandlet til ét stort kødmarked af skinnende, svedende kroppe, der ryster og frister og lokker. For når alt kommer til alt, så er vi bare mennesker, og i karnevalet kan vi slippe hæmningerne fri.
Så dans, elsk og drik dig gennem pinsen: den folkelige højtid!